Brasilien smadrer Danmarks VM-guldhåb

Skrevet af admin

20/12/2013

Mest læste i dag

Det danske kvindelandshold må vente mindst to år mere på at vinde de første VM-guldmedaljer siden 1997.

Danskerne tabte fredag aften semifinalen mod Brasilien med 21-27 efter en kamp, hvor Danmark kun sjældent viste spil af en kvalitet, der kan berettige til en plads i slutkampen på søndag.

I stedet gælder det nu en bronzekamp mod Polen, som skal vindes, hvis det ikke skal blive til endnu en ærgerlig fjerdeplads til den store samling.

Der kan ikke indvendes noget imod, at det er Morten Soubaks Brasilien og ikke Danmark, der skal spille om guldet mod Serbien.

Sydamerikanerne har nu to gange på en uge vundet over danskerne og fremstår som en modstander, danskerne har meget svært ved at regne ud.

Landstræner Jan Pytlick havde på forhånd lovet, at hans spillere ikke igen ville komme bagud med 2-9, som i det første opgør mellem de to hold for en uge siden, men igen kostede en dårlig start dyrt.

Danskerne havde håbet på en løbekamp og stillede derfor op i samme formation som mod tyskerne i kvartfinalen, men planen gik aldrig op.

Forsvaret blev for skrøbeligt, og allerede efter syv minutter måtte Pytlick tænke om og sætte genkomne Pernille Holmsgaard ind.

Det blev defensiven i første omgang bedre af, men det løste ikke problemerne i angrebet, hvor danskerne igen havde svært ved at tryne de fysisk stærke sydamerikanere, som kom foran 10-5.

Efter et par indledende indspil til stregen mistede de danske bagspillere modet til at prøve, og i stedet indfandt sig stribevis af uprovokerede boldtab.

Overtalsspillet var igen uden snert, og på en dag, hvor Pytlick havde sendt Maibritt Kviesgaard ud af sin trup, lignede Trine Østergaard ikke en spiller, der kunne bære højrefløjen alene.

Pytlick indledte et nyt orgie i udskiftninger i håbet om at ramme den rigtige formation, og de store bagspillere Line Jørgensen og Louise Burgaard blev skiftevis afprøvet på højre fløj uden den store effekt.

Der savnedes kraft og selvtillid hos langskytterne, hvor Burgaard svinger for meget, og hvor Stine Jørgensen i øjeblikket skyder uden tro på sig selv. Det gav den blændende Barbara Arenhart en for nem opgave i det brasilianske mål.

Unge Anne Mette Hansen viste initiativ og ubekymrethed, da hun fik chancen, men danskerne forsømte at gribe chancerne for at komme helt tæt på brasilianerne i slutfasen.

Pytlick kan ærgre sig over, at en dårlig start igen ødelagde meget af slagplanen, fordi hans spillere dermed hele tiden kom til at jagte modstanderne.

Men han må gruble over, hvordan det igen kunne lykkes holdet at komme så dårligt fra land.

Nu gælder det om at løfte moralen inden søndagens bronzekamp mod Polen, der også led et klart semifinalenederlag fredag.

/ritzau/