Brasilien udelukker Fred fra landsholdet efter dopingsag

Skrevet af admin

01/08/2015

Dagens topnyheder

Det koster nu den brasilianske fodboldspiller Fred pladsen på landsholdet, at en mistanke om brug af forbudte lægemidler er blevet bekræftet.

Brasiliens fodboldforbund oplyser fredag, at resultatet af B-prøven viser, at den 22-årige midtbanespiller har anvendt et vanddrivende middel, der normalt bruges til at afhjælpe højt blodtryk samt hjerte- og nyreproblemer.

Men stoffet kan også bruges til at skjule spor efter andre dopingstoffer.

Da den første test også var positiv, har Brasiliens fodboldforbund besluttet at udelukke Fred, eller Frederico Rodrigues Santos som er hans fulde navn, fra landsholdet.

Manden i fokus afviser at have gjort noget forkert.

- Jeg har aldrig taget et ulovligt stof, siger han i en udtalelse.

- Jeg har en ren karriere og jeg har alles opbakning, tilføjer han.

Tirsdag blev det kendt, at Fred blev testet positiv under Copa America i juni. Her røg den stolte fodboldnation ud allerede i kvartfinalen, hvor det blev til et nederlag til Paraguay efter straffesparkskonkurrence.

Fred, der spiller for Shakhtar Donetsk i Ukraine, blev hentet ind i truppen til Copa America som erstatning for Luiz Gustavo, der måtte melde afbud.

Trods advarsler fra det europæiske fodboldforbund, Uefa, var Fred på banen i tirsdagens kvalifikationskamp til Champions League mod Fenerbahce.

/ritzau/Reuters