Brasilien vil flyve svenske jagere

Skrevet af admin

18/12/2013

Dagens topnyheder

De brasilianske jagerpiloter skal trænes i at flyve svenske kampfly.

På en pressekonference i den brasilianske hovedstad, Brasilia, bekræfter forsvarsminister Celso Amorim, at regeringen har besluttet sig for at købe kampfly fra svenske Saab, der producerer Gripen-fly.

Dermed har svenskerne vundet den hårde konkurrence med franske Dassault, som ville sælge Rafale-fly, og amerikanske Boeing, der tilbød F-18-maskiner.

Brasilien køber 36 Gripen-fly, og kontrakten har ifølge det franske nyhedsbureau AFP en værdi af fem milliarder dollar, omkring 28 milliarder kroner.

Nyhedsbureauet Reuters skriver, at der er tale om en af de mest værdifulde kontrakter for jagerfly blandt de nye vækstøkonomier.

Samtidig påpeger nyhedsbureauet, at valget af Gripen er en overraskelse.

Tidligere i år blev Boeing regnet for favorit, men så brød skandalen om USA's efterretningstjeneste NSA's aflytninger af blandt andet den brasilianske præsidents telefoner ud, og det har ramt Boeings bud.

- Efter at have analyseret kendsgerningerne har præsident Dilma Rousseff instrueret mig om, at jeg skal meddele, at vinderen af kontrakten på 36 kampfly til det brasilianske luftvåben er svenske Gripen, siger forsvarsministeren.

- NSA-problemet ødelagde det for amerikanerne, siger en brasiliansk kilde.

Ifølge AFP er beslutningen truffet efter over 10 års forhandlinger, udskydelser og diskussioner.

Tidligere har Reuters skrevet, at noget af det vigtige for Brasilien i valget af Gripen har været, at det svenske tilbud indeholder et punkt om overførsel af teknik til lokale partnere i Brasilien.

Storbritannien, Sydafrika, Tjekkiet, Thailand, Ungarn og også Sverige har før købt Gripen-fly.

/ritzau/