Brasiliens anfører: Vi slås for ære og værdighed

Det brasilianske landshold havde forventet at spille VM-finale søndag, men efter nederlaget i semifinalen på 1-7 til Tyskland må værtsnationen indstille sig på at spille bronzekamp mod Holland.

Begge lejre har udtrykt mangel på entusiasme over at skulle spille om den sekundære placering, men den brasilianske anfører Thiago Silva fastslår, at holdet er motiveret til kampen.

- Vi er motiverede på det højest mulige plan. Selvfølgelig har vi et andet mål nu, og det er ikke førstepladen, vi slås for, men for ære og værdighed. Når du bærer trøjen med de fem stjerner på brystet, må du have respekt, siger Thiago Silva.

Han gik glip af semifinalen mod Tyskland på grund af karantæne og kunne se sit forsvar gå totalt i opløsning og lukke fem mål ind allerede i den første halve time.

Dermed brast den store drøm om at spille finale på hjemmebane.

- Jeg har haft mange søvnløse nætter, hvor jeg har tænkt på VM og på at spille finale på Maracana, men sådan skulle det ikke være, siger den 29-årige Paris Saint-Germain-forsvarer.

Lørdagens bronzefinale begynder klokken 22, mens finalen mellem Tyskland og Argentina går i gang søndag klokken 21.

/ritzau/

Dagens Gossip