Brasiliens kamp på og udenfor banen

Grundet de efterhånden himmelhøje økonomiske omkostninger, Brasilien har haft ved at skulle huse Confederations Cup og den kommende VM-slutrunde i 2014, er flere tusinde brasilianere gået på gaden i protest.

Gennem åbningsweekenden har politiet sendt tåregas og gummi-kugler i massevis mod de mange brasilianere, der højlydt har protesteret og givet deres mening til kende om blandt andet de oprindelige udgiftsplaner, der for længst er overskredet for værtsnationen.

Sammenstødet mellem politiet og den utilfredse brasilianske befolkning har været længe undervejs, og da senest transports-taksterne i især storbyen Rio de Janeiro er blevet hævet markant, har det selvsagt skabt stor utilfredshed hos befolkningen, der endnu ikke har set skyggen er en forbedret infrastruktur, hvilket også er et af kritikpunkterne for den kommende VM-slutrunde.

Befolkningen skal vindes med fodbolden

Solbeskinnede strande, palmer, sambarytmer og karneval. Tidligere var det et sammenkog af den brasilianske fodbold, som verden kendte den for. Et helt hold af tekniske ekvilibrister samlet under en fane og med en uvurderlig evne til at skabe øjeblikke, der gav gåsehud og beundrede ude i alverdens stuer foran tv-skærmene.

Sådan var tidligere tiders forestillinger, men siden den seneste VM-succes i 2002 er magien forsvundet. Brasiliens landshold klandres for at være for defensivt orienteret, hvilket især den brasilianske befolkning har beskyldt dem for.

I målet om at genskabe magien hentede man i slutningen af 2012 manden ind, der stod i spidsen for landets seneste generation af verdensmestre, Luiz Felipe Scolari.

Til Confederations Cup, også kaldt Mini-VM, har Luiz Felipe Scolari sammensat en opsigtsvækkende ung trup, hvor kun fire spillere har VM-erfaring i skikkelse af Daniel Alves, Fred, Julio Cesar og Thiago Silva.

I første omgang er den udtagelse ikke faldet i god jord hos den boldglade nation, der stærkt ført an af fodboldstoltheden og legenden Pelé mener, at holdet ikke kan spille lige op med Italien og Spanien, der også deltager i turneringen, som Brasilien har vundet de seneste to udgaver af.

- Dagens landshold har ikke nok at skyde med til at vinde Confederations Cup, men turneringen er en chance for træneren og hans stab til at sætte holdet sammen og gøre det stabilt inden VM, sagde Pelé til ESPN Brazil.

Lagde ud med sejr

Mens Luiz Felipe Scolari i 2002 havde ikonerne Ronaldo, Roberto Carlos, Ronaldinho, Rivaldo og Cafu på sit hold, skal han denne gang sætte sin lid til spillere som Neymar, Hulk, Oscar, Fred og Bernard, og indtil nu har det båret frugt.

Op til Confederations Cup spillede man 2-2 med England og slog senere Frankrig hele 3-0. Den præstation blev fulgt op med en 3-0-sejr ved åbningskampen mod Japan, og dermed har holdet opbygget lidt afstand til de hårde kritikere. I hvert fald indtil onsdag aften, hvor man møder Mexico.

Dagens Gossip

Dagens TV