Brasiliens præsident udskyder statsbesøg i USA efter spionageskandale

Brasilien har krævet en undersøgelse, efter at det er kommet frem, at den amerikanske efterretningstjeneste National Security Agency (NSA) har overvåget den brasilianske præsidents og hendes nærmeste medarbejderes telefonopkald og mails samt spioneret mod Brasiliens største virksomhed, Petrobras.

Dilma Rousseff skulle efter planen have besøgt Washington D.C. 23. oktober.

»I betragtning af det nærtforestående planlagte statsbesøg i Washington og manglen på en rettidig undersøgelse er de rette betingelser ikke på plads for turens gennemførelse,« lyder det ifølge The Guardian i en officiel erklæring fra den brasilianske præsidents kontor.

Det Hvide Hus oplyser, at præsident Barack Obama »forstår og beklager« de brasilianske bekymringer efter afsløringerne, som kom frem på foranledning af den amerikanske whistleblower Edward Snowden.

Den tidligere NSA-ansatte whistleblowers lækage af et stort antal strengt fortrolige dokumenter har slået skår i forholdet mellem USA og en række sydamerikanske lande, der ligesom Dilma Rousseff har krævet, at Barack Obama forklarer overvågningen.

Der er endnu ikke offentliggjort en ny dato for Dilma Rousseffs besøg i USA.

BNB

Dagens Gossip