Brasiliens statsadvokat vil retsforfølge ekspræsident Lula

Skrevet af admin

08/04/2016

Dagens topnyheder

Brasiliens statsadvokat foreslår torsdag aften lokal tid at annullere udnævnelsen af tidligere præsident Luiz Inacio "Lula" da Silva som stabschef. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

- Der er tilstrækkeligt bevis for, at der var en skjult mening med præsidentens udnævnelse, siger statsadvokat Rodrigo Janot.

Lulas udnævnelse er i forvejen blevet midlertidigt blokeret af Brasiliens højesteret.

Den nuværende præsident, Dilma Rousseff, udnævnte i marts Lula til at lede sin stab, og det medførte protester og demonstrationer i Brasilien, fordi udnævnelsen betyder, at Lula ikke kan retsforfølges i en sag om korruption under sin præsidentperiode.

Ifølge AFP betyder statsadvokatens anbefaling, at den brasilianske højesteret med stor sandsynlighed vil forhindre, at Lula kan indtræde som stabschef for Dilma Rousseff.

Lula blev i marts sigtet for korruption i forbindelse med politiets og anklagemyndighedens optrevling af en sag, der involverer det statslige olieselskab Petrobras.

Den tidligere præsident er anklaget for korruption, hvidvaskning af penge og svindel.

Også den nuværende præsident, Dilma Rousseff, anklages for at have været vidende om massiv svindel i Petrobras, der er verdens tredjestørste olieselskab og Sydamerikas største industrikoncern.

Kort efter at korruptionsanklagerne mod de to kom frem, udnævnte Rousseff Lula til sin stabschef, og det medførte store protester i Brasilien. Især efter at en lækket telefonsamtale mellem de to så dagens lys.

Under samtalen, der blev optaget af politiet og offentliggjort af en føderal dommer, siger Rousseff til Lula, at hun vil sende ham et officielt dekret som bevis på, at han er blevet udnævnt til hendes stabschef, så han "kan gøre brug af det om nødvendigt".

Samtalen bliver set som et bevis på, at Dilma Rousseff har udnævnt Lula som stabschef for at frede ham fra at blive retsforfulgt.

/ritzau/