Bravo Tours tager alle gæster hjem fra Tyrkiet

Bravo Tours henter alle sine rejsende hjem fra Tyrkiet efter nattens kupforsøg. Der er ikke tale om en evakuering, men at alle gæster flyver hjem som planlagt og ingen nye ankommer. Det oplyser rejseambassadør Stig Elling.

Rejseselskabet kommer ikke til at sende flere gæster mod Tyrkiet, før man har dannet sig et overblik over situationen, hvilket kan tage flere dage.

- Vi skal finde ud af, hvilke lufthavne, der er åbne, og hvordan vi får vores gæster hjem i god ro og orden.

- Vores folk på stedet fortæller, at alt er roligt i ferieområderne, så der er ikke tale om risiko eller panik, siger Stig Elling.

Bravo Tours vil forsøge at skaffe de rejsende, der var på vej til landet, andre muligheder eller en refusion.

- Men vi må nok erkende, at der er nogle, der ikke kommer på ferie, siger Stig Elling.

Bravo Tours har for nuværende 600 gæster i Tyrkiet. Søndag skulle små 1000 turister afsted til Tyrkiet med Bravo Tours, men det er altså nu aflyst.

Stig Elling vurderede tidligere, at der samlet er omkring 6000 danskere i Tyrkiet på ferie i øjeblikket.

Star Tour fortalte tidligere, at selskabet har omkring 2000 turister i området, mens pressechef Nikolaj Johnsen estimerer, at 10.000 danskere befinder sig i landet på ferie.

- Vi har aflyst fem afgange til Tyrkiet i dag, lørdag. Vi har fire afgange i morgen, og senere på formiddagen træffer vi en afgørelse om, hvorvidt de skal afsted, siger Nikolaj Johnsen.

Tidligere fortalte Bravo Tours og Stig Elling, at man ville lade sine gæster blive i landet og at kupforsøget ikke ville påvirke aktiviteten.

Siden da har Udenrigsministeriet dog opdateret sin rejsevejledning og fraråder nu alle ikke-nødvendige rejser til landet.

- Ændringen sker som følge af udviklingen i Tyrkiet, hvor der er uklarhed om sikkerhedssituationen som følge af et forsøg på militærkup, skriver Udenrigsministeriets Borgerservice i et opslag på Facebook.

Natten til lørdag har dele af militæret iværksat et kupforsøg mod Tyrkiets præsident Tayyip Erdogan. Der har været kampe i hovedstaden Ankara, hvor der meldes om over 60 døde.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV