»Breaking Bad« fik endelig sin Emmy

Fjerde gang blev lykkens gang for den amerikanske tv-serie »Breaking Bad«. Mandag nat vandt serien nemlig prisen for bedste dramaserie i den 65. udgave af den årlige Emmy-uddeling i Los Angeles. Dette års prisuddeling var sidste chance for serien, da den nu stopper efter fem sæsoner.

»Breaking Bad« var i år oppe imod tv-serierne »Mad Men«, »House of Cards«, »Homeland«, »Game of Thrones« og »Downtown Abbey«. Men til sidst blev det altså »Breaking Bad«, der løb med den eftertragtede Emmy-statuette.

Årets Emmy har været lang tid undervejs for serien, der også i 2009, 2010 og 2012 var nomineret i kategorien for bedste dramaserie.

Serien handler om kemilæreren Walter White, som får stillet en kræftdiagnose. For at kunne sikre sin familie økonomisk efter sin død, roder han sig ud i narkokriminalitet.

Siden sin start i 2008 har »Breaking Bad« hevet ni Emmy-priser hjem. To af dem blev uddelt mandag nat, hvor Anna Gunn også vandt prisen for bedste kvindelige birolle i serien.

»Breaking Bad« var ikke den eneste serie, der kunne fejre en sejr i nat. »Modern Family« vandt for fjerde år i træk prisen for bedste komedieserie. Derudover vandt skuespillerinden Claire Danes prisen for bedste kvindelige hovedrolle for sin rolle som Carrie Mathison i »Homeland«, mens Jeff Daniels fra »Newsroom« overraskende vandt over Brian Cranston fra »Breaking Bad« i kategorien »Bedste mandlige hovedrolle«, som inden showet var storfavorit til prisen.

Det er tv-branchen selv, der udpeger både nominerede og vindere af Emmy-priserne.

Dagens Gossip