Bred aftale på plads om sygedagpenge

Regeringen har onsdag aften indgået aftale om en sygedagpengereform sammen med alle partier i Folketinget undtaget Enhedslisten.

Det oplyser beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).

Reformen vil skabe et provenu på 385 millioner kroner og 1700 nye job, når den er fuldt indfaset.

Et af de helt centrale punkter i aftalen er, at den såkaldte varighedsbegrænsning på 52 uger fjernes. Begrænsningen har betydet, at tusindvis af personer hvert år mister deres ret til sygedagpenge, og at nogle af disse helt mister retten til offentlig forsørgelse.

- Det absolut vigtigste er, at vi får afskaffet den varighedsbegrænsning, der i dag betyder, at syge mennesker er i risiko for at miste deres forsørgelsesgrundlag. Den usikkerhed kommer vi nu til livs, siger Mette Frederiksen til Ritzau.

Til gengæld bliver der med reformen indført en tidligere indsats for de sygemeldte. Efter fem måneder skal det vurderes, om den sygemeldte kan fortsætte på dagpenge, eller om vedkommende skal videre i et jobafklaringsforløb og modtage en lavere ydelse.

Regeringens udspil var oprindeligt, at vurderingen skulle ske efter et halvt år, men de borgerlige partier har presset på for at fremskynde den proces.

- Jeg er helt med på, at der er en mindre gruppe i sygedagpengesystemet, der overgår til en lavere ydelse efter fem måneder. Men det sker ud fra en samlet afvejning af, at vi samtidig kan få afskaffet varighedsbegrænsningen, siger Mette Frederiksen.

Bliver man efter fem måneder på sygedagpenge ikke forlænget, vil man kunne modtage en ydelse på niveau med kontanthjælp, men uden at ægtefælleindkomst og formue modregnes.

Målet er, at flere personer forlader sygedagpengesystemet og i stedet kommer i arbejde.

Forhandlingerne om reformen har stået på i adskillige måneder.

/ritzau/

Dagens Gossip