Bred aftale: Psykiatrien styrkes med 2,2 milliarder

Partierne bag satspuljemidlerne er enige om at give 2,2 milliarder kroner til psykiatriområdet over fire år, oplyser sundhedsminister Nick Hækkerup (S) og ordførerne på området fredag aften.

Aftalen betyder blandt andet, at der bliver ansat mere personale, at flere medarbejdere kan komme på efteruddannelse, og at ventelisterne i psykiatrien kan nedbringes.

- Regeringen vil gøre op med forskelsbehandling af mennesker med psykiske sygdomme.

- Sygehuse, praktiserende læger og den kommunale hjemmepleje skal blive dygtigere til at samarbejde, så patienterne oplever, at behandlingen hænger sammen. Nogle af de mennesker, der har mest behov for hjælp, får det nu, siger sundhedsminister Nick Hækkerup.

Desuden skal sygehuse, praktiserende læger og den kommunale hjemmepleje blive dygtigere til at samarbejde, så patienterne oplever, at behandlingen hænger sammen, lyder det.

Regeringens forslag lød ellers på at poste 1,6 milliarder kroner i psykiatriområdet, men ved de afsluttende forhandlinger i Sundhedsministeriet er det lykkedes for SF og de borgerlige partier at presse regeringen til at øge beløbet med 600 millioner kroner.

SF's psykiatriordfører Özlem Cekic glæder sig over, at der blev afsat ekstra penge på området.

- Det er lykkes at presse regeringen til at sætte flere midler af til psykiatrien end de 1,6 milliarder kroner, som var deres udgangspunkt. Jeg er utrolig glad for, det er blevet til 600 millioner kroner ekstra til psykiatrien, siger Özlem Cekic i en skriftlig kommentar.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV