Bred politisk aftale om ny planlov er på plads

Regeringen, Dansk Folkeparti, De Konservative og Socialdemokraterne er blevet enige om en ny planlov.

Den nuværende planlov stammer fra 1992 og er udformet på basis af lovgivning fra 1970'erne.

Så der har længe været et ønske om at lave en ny planlov, hvor der udstikkes regler om for eksempel butiksstørrelser, byggeri ved kysterne og almene boliger.

- Vi har lavet en aftale, som flugter fuldstændigt med det, som Kommunernes Landsforening har ønsket af frihedsgrader. Og langt de fleste af de punkter, som regeringen spillede ud med, er kommet med.

- Men vi har kun 34 mandater, så vi kan ikke få alt med, siger erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V).

Liberal Alliance er det eneste parti fra blå blok, som ikke er med i aftalen. Partiet hoppede fra til sidst, fordi de øvrige borgerlige partier gav sig på nogle vigtige punkter.

Blandt andet er Liberal Alliance ikke tilfreds med, at blå blok bevarer kommunernes mulighed for at kræve, at der indgår almene boliger i fremtidige nybyggerier af lejligheder.

- Det afgørende er, at vi har fået en bred aftale, så det ikke bliver en stor kampplads på Christiansborg, hvordan kommunernes frihedsgrader skal være, siger Troels Lund Poulsen.

Han forventer fortsat, at pakken vil løfte BNP-væksten med 2,5 milliarder kroner.

/ritzau/

Dagens Gossip