Bredbånd til alle koster 30 milliarder

»Den Europæiske Investeringsbank estimerer, at det vil koste i omegenen af 27,5 milliarder kroner, og det passer meget godt med de beregninger, vi selv har lavet, som viser, at fibernettet vil koste 32,4 milliarder. Men de tal skal så ses i lyset af, at hvis man trækker udgifter og indtægter fra hinanden, så står man med en samfundsøkonomiskgevinst på omkring 16 milliarder efter bare fire år,« siger konsulent Mikael Bomholt Nielsen fra Dansk Energi.

Han peger på, at gevinsten vil være en mere effektiv velfærd, der kan leve op til de nye mål, som regeringen har nedsat i deres nye digitale plan, der blandt andet indbefatter, at borgerne kan komme til internet-konsultationer med lægen.

»Skal der for alvor sættes skub i det her, så er vi nødt til at etablere et samarbejde mellem stat, regioner, kommuner og energiselskaberne. Her gælder det om at give energiselskaberne en hjælpende hånd til at komme ud i ydreområderne. Pengene her til kan eventuelt komme fra de frekvensaktioner, man holder, hvor man eksempelvis udbyder luftrum til mobiloperatørere. Det tjener staten mange kroner på, og de kunne jo så kanaliseres tilbage, så man kan få en stærk internetforbindelse i yderområderne,« siger Mikael Bomholt Nielsen.

Finansminister Bjarne Corydon (S) oplyser onsdag til Berlingske, at han som udgangspunkt ikke ønsker at give et statstilskud til udvidelsen af fibernettet i Danmark.

Ifølge Dansk Energi har omkring 41 procent af de danske husstande allerede adgang til fibernet-internet, mens udbuddet stadig halter efter i de tyndt befolkede yderområder. Ligeledes oplever man også i områder som eksempelvis Nordsjælland, at der ikke er investeret i fibernet, fordi der ikke har været konkurrence nok på det marked.

Dagens Gossip

Dagens TV