Bredsdorff: Øget selvtillid hjælper Mads Christiansen

Skrevet af admin

22/01/2015

Mest læste i dag

Med seks mål på syv forsøg blev Mads Christiansen delt topscorer sammen med Mikkel Hansen mod Tyskland i tirsdagens 30-30-kamp ved håndbold-VM i Qatar.

Der bliver også brug for gode skytter i torsdagens VM-kamp mod Rusland, og her kan Mads Christiansen igen få en vigtig rolle. For højrebacken har udviklet sig til en nøglespiller i angrebet.

Assistenttræneren på det danske landshold, Peter Bredsdorff-Larsen, som træner Mads Christiansen til daglig i Bjerringbro-Silkeborg og tidligere gjorde det i Aalborg, ser en helstøbt og forvandlet spiller.

- Lige i øjeblikket nyder han godt af øget selvtillid og tro på egne evner. Det er sådan, jeg oplever ham, når jeg tænker tilbage i tiden.

- Det er en proces at begå sig som landsholdsspiller, hvor man stille og roligt skal finde sig til rette. Ikke kun i den måde, der spilles på. Men også blandt holdkammeraterne og omgivelserne.

- Mads er en type, som går stille med dørene og lader præstationerne tale for sig selv. Sådan oplever vi ham også på klubholdet. Selv om han er landsholdsspiller, så trækker han ikke de største overskrifter.

- På landsholdet trækker han heller ikke de store overskrifter. Han er ikke en her-kommer-jeg-type. Den attitude er der brug for på landsholdet, og den attitude har Mads fundet noget mere af i angrebet, siger BSV-træneren.

Landsholdskammeraten Casper Ulrich Mortensen, der har spillet sammen med Mads Christiansen i BSV, har lagt mærke til udviklingen.

- Mads er en spiller, som ikke er særlig tit på fys-briksen. Han kan spille 60 minutter uden at have de store skavanker efterfølgende.

- Det så man allerede tilbage fra hans tid i Aalborg, hvor der var fuld knald på med Champions League-kampe, pokalkampe og ligakampe. Samt en slutrunde. Og manden brokker sig jo ikke.

- Jeg synes, han er blevet en tand mere målfarlig de seneste par år. Han er inde i en fremragende udvikling, og kampen mod Tyskland var en af de bedste, jeg har set med ham. Han tog meget ansvar, siger Mortensen.

Kampen mod Rusland går i gang klokken 19.

/ritzau/