Bredskuldret røver med kniv truede sig til penge

En mand bevæbnet med kniv truede sig mandag aften til et ukendt beløb i Netto på Østergade i Nørre Aaby. Politiet efterlyser en bredskuldret mand i rød bil.

Det skriver TV2 Fyn.

Klokken 21.30 kom en mand ind i forretningen. Han gik op til kassen og truede personalet med en kniv. Herefter gik han om bag kassen, tog pengekassen op og forsvandt ud af butikken med et ukendt beløb.

Politiet efterlyser en bredskuldret mand, som er cirka 185-190 centimeter høj og lys i huden. Han var iført en grå vindjakke med hætte, der var trukket op over hovedet, blå jeans, sorte kondisko med hvide såler og bar et mørkt klæde for munden.

Bilen, røveren kørte væk i, var rød - muligvis en Peugeot 405 eller lignende. Registreringsnummeret er usikkert - og ufuldstændigt, men det kan være noget i stil med AE74209, oplyser vagtchef Jesper Fält fra Fyns Politi til TV2 Fyn.

Oplysninger i sagen kan gives til Fyns Politi på telefonnummer 114.

Dagens Gossip