Breivik-angreb sætter spor i dansk beredskab

Norske erfaringer fra massakren på Utøya i 2011 sætter nu sine spor i det danske beredskab.

Det sker, når Beredskabsstyrelsen torsdag fremlægger en ny national øvelsesvejledning. Det danske beredskabs nye måde at gøre tingene på er nemlig baseret på erfaringer fra både Danmark og Norge, siger direktør i Beredskabsstyrelsen, Henning Thiesen.

- Nu ligner de norske og det danske samfund jo hinanden på ganske mange måder, og det, der skete i Norge den 22. juni 2011 var jo en stor hændelse, der afdækkede rigtigt mange ting, siger han og fortsætter.

- Herunder hvor vigtigt det er, dels at afholde øvelser, men også at få alle de erfaringer man nu kan få med ud af øvelserne, siger han.

Ifølge øvelseskoordinator Camilla Sieljaks handler den nye vejledning i høj grad om at blive opmærksom på vigtigheden af og formålet med de nationale øvelserne.

- Siden den gamle blev lavet i 2010, har vi fået en masse nye erfaringer. Med den nye vejledning, bliver vi skarpere på, hvorfor vi skal øve og på de ressourcer, vi putter ind i øvelsen. Man skal blive meget opmærksom på, hvor ens akilleshæl er, siger hun.

Målgruppen for vejledningen er blandt andet kommuner, regioner, politikredse og private virksomheder med beredskabsansvar. Henning Thiesen håber, at den nye vejledning vil blive taget godt imod.

- Vi håber at den nationale øvelsesvejledning bliver modtaget i den ånd den er skabt, nemlig som et værktøj til at lave øvelser og lave øvelser behovsbestemt, så man ikke øver det samme hver gang, men siger: Hvad er det vi har behov for at træne, siger han og fortsætter:

- Den anden ting jeg håber, det er, at vi har givet myndighederne nogen værktøjer til at trække de nødvendige læringspunkter ud af de øvelser man holder. Det er jo det, det hele drejer sig om, siger han.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV