Breivik-forsvarer bliver forfatter

Der var ikke mange, der havde hørt om nordmanden Geir Lippestad før den 22. juli 2011.

Men fra den ene dag til den anden gik Lippestad fra at være en ukendt advokat til at være kendt over store dele af verden.

For den 23. juli meddelte Anders Behring Breivik, at han ville have Lippestad til forsvarer.

Dagen forinden havde Breivik begået sin udåd, da han sprængte en terrorbombe i den norske hovedstad, Oslo, hvorpå han tog til øen Utøya og skød løs blandt unge mennesker.

77 mennesker dræbte han denne tragiske sommerdag i Norge.

Breivik er siden dømt forvaring i 21 år for massakren.

Det var Lippestad, der forsvarede Breivik i retssagen, og nu er forsvareren ved at være klar med en bog om det, der kaldes 22. juli-sagen.

"Det vi kan stå for", er titlen på bogen, der kommer på gaden i april, udgivet af forlaget Aschehoug.

- Som titlen indikerer, så er dette en bog om samfundsengagement. Den røde tråd er den indre og ydre rejse, jeg havde under 22. juli-sagen, fortæller Lippestad.

- Men dette er ikke en juridisk evalueringsbog om sagen. Jeg reflekterer over, hvad der skete uden for retssagen. Jeg er optaget af, hvad sagen gjorde ved vort samfund, hvordan vi reagerede, og hvordan vi behandlede Breivik, siger han

/ritzau/NTB

 

Dagens Gossip