Breivik påstår han aldrig bliver militant igen

Den 22. juli 2011 dræbte Anders Behring Brevik 77 mennesker i Norge. Først ved hjælp af en bilbombe i hovedstaden Oslo og siden via et skudattentat på øen Utøya. Men nu tager han afstand fra vold.

Det påstår han i hvert fald under det retsmøde, som i disse dage foregår i den norske by Skien, fordi Breivik har lagt sagt an mod den norske stat for brud på hans menneskerettigheder.

Her afgiver han forklaring på, hvorfor han mener at sidde fængslet under inhumane forhold, først i Ila Fængsel nu i Skien Fængsel.

Og i gymnastiksalen i Skien, hvor retsmødet foregår de næste fire dage, hævder Breivik i en tale, at han nu er konverteret til politisk aktivisme i stedet for vold.

Det sker, siger han, efter at han har set valgresultatet til det højreekstremistiske, græske parti Gyldent Daggry.

- Jeg tager afstand fra den voldelige revolution i mit kompendium, siger han ifølge den norske avis VG.

Her henviser han til det manifest, som han sendte ud før aktionerne i Oslo og på Utøya 22. juli 2011, hvor de 77 mennesker mistede livet.

- Jeg vil bruge resten af mit liv på demokratisk aktivisme, men jeg kommer aldrig til at blive militant igen, siger han ifølge det norske nyhedsbureau NTB.

Breivik fortæller, at han for fire år siden bestemte sig for at konvertere til fredelig aktivisme.

- Staten siger, at jeg fortsat er militant og har i fire år nægtet at anerkende konverteringen, siger han.

24. august 2012 blev Breivik idømt 21 års forvaring.

/ritzau/

Dagens Gossip