Breivik-sympatisør får 60 dages betinget fængsel

Det er blevet afgjort ved Retten i Kolding torsdag.

Anklagemyndigheden havde krævet en frihedsstraf til manden, men da sagen er tilbage fra 2011, fastslog retten, at dommen skulle være betinget, selv om manden blev fundet skyldig i tre overtrædelser af straffeloven.

Tiltalen lød blandt andet på, at den 44-årige havde givet Breivik et begejstret skulderklap på drabsmandens Facebook-profil med teksten »Vi elsker dig, Anders Breivik. Stå på hail and kill manowar«.

Derudover skal han også have forsøgt at plante et falsk bevis, da han efter massedrabene sendte en sms fra sin computer til Breiviks telefon, hvor der stod: »22.07.2011 kl. 12.45. Stå på Anders, med venlig hilsen fra din ven«.

Anklagemyndigheden vurderede, at nordmanden dermed forsøgte at få politiet til at tro, at han havde kommunikeret med Breivik inden bombesprængningen tidligere samme dag i Oslos centrum. Det skulle medføre, at den 44-årige blev »undergivet strafferetlig forfølgning for et forhold, som han ikke havde begået eller medvirket til at begå«. Og det gav retten anklageren ret i.

Endelig rækker det sidste forhold tilbage til april 2009, da den 44-årige lod sig fotografere poserende med en militærriffel, som han ikke havde tilladelse til at bruge. Efterfølgende blev billedet brugt som den tiltaltes profilbillede på Facebook.

Statsadvokaten skal nu vurdere straffen, mens også den dømte har taget to ugers betænkningstid.

Ekstrabladet.dk skriver, at manden har en tidligere forvaringsdom fra Norge for voldtægt og sexovergreb på børn, og at han, da han blev prøveløsladt, bosatte sig i Vejle.

Dagens Gossip