Breivik vil danne sit eget fascistiske parti

Det vækker harme i Norge, at den dømte terrorist og massemorder Anders Behring Breivik ønsker at starte et fascistisk parti, skriver Aftenposten.

Formålet er at opnå en "demokratisk fascistisk magtovertagelse i Norge", fremgår det af Breiviks ansøgning om "Det norske fascistparti og den nordiske liga" til den relevante myndighed, Brønnøysundregistrene, som avisen har fået indsigt i.

Selv om myndigheden i første omgang har afvist Breiviks ønske om at oprette partiet, beder Antirasistisk Senter det norske justitsministerium og Politiets Sikkerhedstjeneste PST om at vurdere, hvorvidt der er tale om en terrororganisation.

Centrets leder, Kari Helene Partapuoli, advarer om, at der ikke findes nogen lovhjemmel for at forbyde et parti eller en organisation i Norge, fordi den kalder sig fascistisk.

- Både Justitsministeriet og PST må komme med en vurdering af, om dette er en terrororganisation, og om den kan forbydes på det grundlag.

- Breivik har tidligere skrevet, at han mener, at højreekstremister bør blive mere som al-Qaeda, siger hun til avisen.

Anders Behring Breivik afsoner en forvaringsdom for at have dræbt 77 mennesker ved et bombeangreb i Oslo og en skudmassakre på øen Utøya 22. juli 2011.

Højreekstremisten har kaldt terrorangrebet for en politisk handling, og han har fortsat sine politiske aktiviteter fra sin sikkerhedsforvaring i Ila-fængslet.

I sin ansøgning om at få registreret partiet skriver Breivik, at partiet blandt andet vil "vinde parlamentarisk støtte for oprettelsen af en norsk-nordisk urfolkestat i Sør-Østfold med navn Norge-Yggdrasil".

Massemorderen skriver også, at der "foreløbig er tale om et enmandsparti" med ham selv som eneste medlem.

Brønnøysundregistrene har begrundet afslaget med formelle fejl i ansøgningen, blandt andet manglende vedtægter, men ifølge Breviks advokat Tord Jordet vil denne indsende de nødvendige dokumenter og gøre et nyt forsøg.

- For at være en forening må det være to eller flere personer, som går sammen, og her et det kun Breivik, siger kommunikationsdirektør Mette Siri Brønmo fra Brønnøysundregistrene til nyhedsbureauet NTB.

Det var de norske socialdemokraters ungdomsorganisation AUF, som var målet for Breviks angreb på Utøya, og AUF-leder Eskil Pedersen advarer i Aftenposten alle nordmænd mod at støtte Breiviks politiske bestræbelser.

/ritzau/

 

Dagens Gossip