Brendan Rodgers: Liverpool er på vej tilbage

Skrevet af admin

18/12/2014

Dagens topnyheder

Liverpool har haft en besværlig sæson, men der er tegn på, at klubben er på vej tilbage til den form, som var tæt på at gøre dem til engelske mestre i sidste sæson.

Det mener Liverpool-manager Brendan Rodgers, efter at vicemestrene onsdag aften vandt 3-1 ude over Bournemouth fra den næstbedste række i Liga Cup-kvartfinalen.

- Vi begynder at vise tegn på, at vi er ved at vende tilbage til der, hvor vi var.

- Vi ved, at der er noget vej endnu, men kampen mod Bournemouth var en svær en af slagsen og at komme her og dominere, som vi gjorde, og score de mål, vi gjorde, det var meget godt, siger Rodgers ifølge Reuters.

Bournemouth gik ind til opgøret med en flot stime på 12 kampe i træk uden nederlag. Holdet topper den næstbedste række, The Championship, men det imponerede ikke Liverpool, som blot er nummer 11 i Premier League.

Raheem Sterling scorede to af målene for Liverpool, mens Lazar Markovic var manden bag det tredje mål.

/ritzau/