Breschel bytter Tinkoff ud med et amerikansk hold

Skrevet af admin

16/09/2015

Dagens topnyheder

Cykelrytteren Matti Breschel skifter fra næste sæson til amerikanske Cannondale-Garmin.

Det bekræfter holdets manager, Jonathan Vaughters, over for flere medier.

- Matti er et stort talent.

- Han vil hjælpe med sine hestekræfter i klassiker-løbene og sin store erfaring på et ungt hold, og han kan også selv skabe resultater, siger Vaughters ifølge Velonews.

- Det er muligt, at hans talent tidligere er blevet undervurderet, og det er noget, vi vil forsøge at ændre på. Vi er meget glade for at gøre ham til en del af holdet, fortæller manageren.

Den 31-årige dansker kommer til et hold, hvor han forventer at falde til ret hurtigt.

- Jeg har stor respekt for Jonathan Vaughters og hans vision, og jeg kender mange af holdets ryttere og direktører. Det er en god gruppe.

- Jeg glæder mig til brostens-klassikerne, og jeg håber, at jeg selv kan skabe resultater, og at jeg kan hjælpe holdet til store præstationer og sejre, siger Breschel.

Breschel kører i øjeblikket for Tinkoff-Saxo. Derudover har han en fortid på det tidligere hollandske Rabobank-hold.

/ritzau/