Breschel står i spidsen for dansk VM-hold

Ikke helt overraskende er det seks ryttere fra Tinkoff-Saxo, som udgør det danske hold til linjeløbet ved VM på landevej i Ponferrada i Spanien 28. september.

Danmarks Cykle Unions sportschef, Lars Bonde, udtog det danske hold mandag, og da Jakob Fuglsang (Astana) og Lars Bak (Lotto-Belisol) på forhånd havde meldt fra, var der ikke så mange tilbage at tage af.

- Matti Breschel har med sine to VM-medaljer bevist, at han altid er et godt kort ved VM, siger Lars Bonde, som dog også selv håber, at de to yngre kræfter Christopher Juul-Jensen og ikke mindst den danske mester og Post Danmark Rundt-vinder Michael Valgren kan gøre en forskel.

- Jeg håber på et gennembrud fra de unge ryttere Michael Valgren og Christopher Juul-Jensen. De ser ud til at være ret formstærke begge.

- Det kunne også være sjovt at se et godt fremstød fra Nicki Sørensen før finalen, så han får et flot sidste VM, siger Lars Bonde med tanke på, at Nicki Sørensen stopper karrieren.

Rasmus Quaade (Team Trefor) blev sidste år nummer seks på elitens enkeltstart ved VM. Han vandt en enkeltstart i Frankrig i weekenden, og håbet er, at han tager medalje eller i hvert fald er meget tæt på, når enkeltstarten køres over 47,1 kilometer 24. september.

- Det er et af de vilde skud, men vi har lov at håbe, siger Lars Bonde, som alt i alt håber på to danske medaljer ved VM.

- Sidste år fik vi fire. Det var helt fantastisk og flere end nogen anden nation. I år tænker vi, at en medalje vil være flot, og to vil være absolut godkendt, fortsætter sportschefen.

Han vurderer, at Danmarks bedste medaljemuligheder ligger hos den regerende verdensmester Amalie Dideriksen i U19-kvinder, og Cult-stjerneskuddet Magnus Cort, som stadig er U23-rytter.

Til eliterytternes enkeltstart er også udtaget den olympiske mester på bane, Lasse Norman (Garmin).

Elitens linjeløb, som afslutter VM-ugen, bliver kørt over knapt 255 kilometer på en rute, der betegnes som lettere kuperet.

De danske VM-deltagere:

22. september:

U19 damer enkeltstart, 13,9 km

Pernille Mathiesen (Team Rytger)

U23 herre enkeltstart, 36,1 km

Søren Kragh Andersen (Team Trefor-Blue Water), Casper Folsach (Globeteam - Siesta Homes Group)

23. september

U19 herre enkeltstart, 29,5 km

Niklas Larsen (Team PythonPro.com), Anders Hardahl (Girodana Isaac Cycle Herning)

Dame elite enkeltstart, 29,5 km

Julie Leth (Team Hitec Products)

24. september:

Herre elite enkeltstart, 47,1 km

Rasmus Quaade (Team Trefor-Blue Water), Lasse Norman (Garmin-Sharp)

26. september:

U19 damer landevejsløb, 72,8 km

Pernille Mathiesen (Team Rytger), Amalie Dideriksen (Amager CR)

U23 herre landevejsløb, 182 km

Magnus Cort (Cult Energy-Vital Water), Mads Pedersen (Cult Energy-Vital Water), Michael Carbel (Cult Energy-Vital Water), Søren Kragh Andersen (Team Trefor-Blue Water), Asbjørn Kragh-Andersen (Middelfart CC)

27. september

U19 herre landevejsløb, 127,4 km

Magnus Bak Klaris (Cycling elite Copenhagen-Amager), Casper Pedersen (Team Kel-Berg Roskilde), Niklas Larsen (Team PythonPro.com), Jonas Gregaard (Team Kel-Berg Roskilde), Jesper Schulz (Girodana Isaac Cycle Herning), Anders Hardahl (Girodana Isaac Cycle Herning).

Dame elite landevejsløb, 127,4 km

Julie Leth (Team Hitec Products)

28. september

Herre elite landevejsløb, 254,8 km

Matti Breschel, Chris Anker Sørensen, Christopher Juul-Jensen, Nicki Sørensen, Michael Mørkøv og Michael Valgren, alle fra Tinkoff-Saxo.

/ritzau/

Dagens Gossip