Brev bekymrer ikke Arnfeldts bisidder

Det spår advokat Henrik Stagetorn, efter han har vist brevet til sin klient, Peter Arnfeldt, der var spindoktor for tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen (V).

»Jeg har sådan set ikke været bekymret for brevets indhold, og nu her, efter jeg har vist det til min klient, er han heller ikke længere bekymret. Værdien af det er helt umuligt for mig at udtale mig om - der er ting, der tyder på, at det er et falsum, og der er ting, der tyder på, at det ikke er et falsum,« fortæller Henrik Stagetorn, som ikke ønsker at gå yderligere i detaljer med, hvilke ting der peger i hvilken retning.

Henrik Stagetorn afviser samtidig, at brevet vedrører hans klients del af sagen.

Klokken 12 tirsdag frigav Skattesagskommissionen det anonyme brev, så bisidderne kunne vise det til vidnerne, herunder Lars Løkke Rasmussen (V), tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen og dennes daværende spindoktor, Peter Arnfeldt, som er sigtet for at have lækket oplysninger om statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) skatteforhold til Ekstra Bladet og BT.

Det anonyme brev, som Berlingske tirsdag bringer uddrag af, indeholder oplysninger om, at Venstre angiveligt har bedt et advokatfirma udarbejde et notat om skattesagen for efterfølgende at give det til BT.

Dagens Gossip