Brev fra Jyske Bank: Undgå dansk udbytteskat

Skrevet af admin

06/11/2013

Dagens topnyheder

DR Nyheder er kommet i besiddelse af et brev, der er skrevet af Jyske Banks afdeling i Schweiz og sendt blandt andet til bankens kunder her i Danmark.

Af det otte år gamle brev fremgår det ifølge eksperter, at det ikke holder vand, når banken afviser at rådgive kunder om skat.

Brevet dokumenterer ifølge eksperterne, at bankens afdeling i Schweiz rådgiver sine kunder, herunder danske kunder bosat i Danmark, om, hvordan de kan undgå skat her i landet.

- Det her brev handler kun om en eneste ting, nemlig hvordan kan man undgå en dansk udbytteskat.

- Og brevet indeholder også en klar anvisning, en trepunktsplan om, hvordan man skal gøre det, siger Torben Bagge, skatteadvokat hos advokatfirmaet Tommy V. Christiansen, til DR Nyheder.

Samme vurdering af brevet har skatterevisor Christen Amby:

- Brevet viser, at Jyske Bank har nogle kunder, som de ved snyder i skat. Og nu rådgiver de dem til, at de skal undgå at betale udbytteskat ved at omlægge deres investeringer, siger han.

Brevet er dateret 2. februar 2005 og opfordrer kunderne til at omlægge deres investeringer hos Jyske Bank i Schweiz. I forbindelse med omlægningen er det ifølge banken angiveligt muligt at undgå dansk udbytteskat, fremgår det.

"Kære kunde, omlæg deres investering og undgå dansk udbytteskat", starter brevet, der blandt andet fortsætter sådan her:

"For at undgå udbytteskatten tilbyder vi Dem derfor, at de inden generalforsamlingen kan omlægge de investeringsbeviser, hvor der tilbageholdes udbytteskat."

Ifølge Jyske Bank tager eksperterne fejl, når de konkluderer, at der tale om rådgivning, der handler om at undgå udbytteskat i Danmark.

- Det her er ikke skatterådgivning. Der er tale om et brev, der informerer vores kunder om en administrativ omlægning hos en af vores investeringsfondsudbydere.

- Det medførte en stor administrativ lettelse for kunderne, der som følge heraf slap for at skulle søge skat tilbage i henhold til gældende regler, skriver Jens Lauritzen, direktør for Privat Banking i Jyske Bank, i en mail til DR Nyheder.

/ritzau/