Brev fra YouSee forskrækker kunderne: Frygter teknikere er tricktyve

I brevet, som er uden det normale logo for YouSee, skriver selskabet, at man skal have adgang til kundens hjem.

Man vil lave et servicetjek af kundens kabel-tv signal, men det har altså gjort mange nervøse.

- Har modtaget dette brev. Det er ikke fra YouSee, som de angiver. De forsøger at få adgang til mange boliger. Politiet er underrettet, skriver Mette Caspersen på Facebook, og brevet er efterfølgende delt mange gange,

Men hos YouSee oplyser informationschef Ib Konrad Jensen, at brevet skam er ægte nok.

- Det er ægte. Ind imellem har YouSee brug for at lave tekniske opmålinger af kabel-anægget i ejendomme, og når det sker smider teknikerne et brev i postkassen hos de husstande, hvor de har brug for at komme ind.

- Jeg ved, der i de senere dage har floreret en historie på Facebook og Twitter om, at brevene er falske, og at der er tale om en slags tricktyveri, hvor man bruger YouSee som skalkeskjul. Jeg har ikke informationer om, at der er kunder, der har været ude for tyveri på denne måde, og formentlig er der tale om helt unødig ængstelse, skriver han på selskabets Facebook-side.

Han oplyser, at brevene som hovedregel er udstyret med et trykt logo i YouSees grønne farver.

- Jeg ved dog, at det er sket, at der er afleveret breve printet på almindelig papir. Det er en fejl, som vi beklager, men også de breve af denne type, jeg kender til, er ægte.

- Brevene afleveres nogle dage i forvejen til husstanden. Vi anmoder kunden om at være til stede, når teknikeren er på besøg. Det er ment om en tryghedsskabende foranstaltning, så kunder kan være sikre på, at der ikke er fremmede i deres hjem, når de ikke er hjemme.

Ib Konrad Jensen beklager den uro, som brevene har medført.

- Vi er kede af den uro, som brevene - og måske især rygterne på Facebook - har vakt hos nogle kunder. Er man i tvivl om ægtheden, kan man evt. ringe på det mobilnummer, der står på brevet og bede om en bekræftelse. Man kan også bede teknikeren legitimere sig, når han kommer. Endelig er man også velkommen til at kontakte YouSees kundeservice telefonisk.

Dagens Gossip

Dagens TV