Brexit-frygt rammer igen finansmarkederne

Skrevet af admin

06/07/2016

Mest læste i dag

Frygt for ustabilitet på grund af Storbritanniens mulige farvel til EU er igen dukket op til overfladen på de globale finansmarkeder.

Det britiske pund synker onsdag på de asiatiske valutamarkeder til under 1,30 dollar. Pundet har ikke været så svagt siden 1985. På aktiemarkederne er der også uro.

I Tokyo falder det toneangivende indeks med over tre procent onsdag, og den stemning forventes at ramme Danmark og Europa også.

- Vi forventer nervøsiteten og den negative stemning på aktiemarkederne fortsætter i dag, og vi forventer derfor også, at renterne starter ud til den svage side, skriver Nordea i en kommentar onsdag morgen.

Bekymring for at Storbritanniens beslutning om at forlade EU kan svække den globale økonomi, udløste tirsdag fald i prisen på olie på over fem procent.

- Finansmarkederne lader til at have taget et mere realistisk syn på den kompleksitet og usikkerhed, der kendetegner den politiske baggrund og dens indvirkning på en i forvejen glansløs økonomisk vækst, konstaterer analytikere fra banken ANZ ifølge Reuters.

Samtidig med at der bliver solgt ud af aktier, er interessen for statsobligationer stigende. Det betyder blandt andet, at de 20-årige japanske statsobligationer for første gang nogensinde onsdag er blevet handlet med en rente på nul.

Tirsdag satte renten på den tiårige danske statsobligation ifølge Ritzau Finans bundrekord med 0,02 procent.

Ifølge chefanalytiker hos Danske Bank Jens Peter Sørensen skyldes det frygten og usikkerheden som følge af Storbritanniens farvel til EU.

Det efterfølgende politiske kaos sender generelt investorerne mod værdipapirer, der bliver opfattet som mere sikre havne - heriblandt de danske statsobligationer.

- Vi ved ikke, hvad der kommer til at ske med Storbritannien. Og vi ved ikke, hvad der kommer til at ske i Europa. Derfor søger alle mod sikkerhed, sagde han til Ritzau.

/ritzau/