Brexit kan sætte en stopper for Ryanairs vokseværk

Det irske flyselskab Ryanair var blandt fortalerne for, at Storbritannien skulle stemme for at blive i EU ved folkestemningen om EU i juni.

Det endte som bekendt med, at Storbritannien skal forlade EU, og derfor frygter det omstridte flyselskab, at politisk og økonomisk usikkerhed kommer til at sætte en kæp i hjulet for selskabets indtjening i fremtiden.

Det oplyser Ryanair i forbindelse med sit regnskab mandag morgen.

- Folkeafstemningens resultat om at forlade EU var både en overraskelse og en skuffelse. Vi forventer, at resultatet vil medføre en omfattende periode med politisk og økonomisk usikkerhed i både Storbritannien og EU, skriver selskabet.

I det forgangne kvartal leverede Ryanair et resultat før skat på 256 millioner euro, svarende til omkring 1,9 milliarder kroner. Det er en forbedring på fire procent i forhold til samme periode sidste år.

- På kort sig forventer vi, at usikkerheden fra brexit medfører et svagere pund, sløvere vækst i Storbritannien og EU og et pres på antallet af afgange indtil tidligst slutningen af 2017, lyder det fra Ryanair i regnskabet.

Desuden afslører regnskabet også, at Ryanair har kunne mærke et betydeligt antal flyaflysninger i kølvandet på de voldsomme angreb i Frankrig i det forgangne år.

Normalt plejer påsken at falde i første kvartal af Ryanairs forskudte regnskabsår, men det skete ikke i år, og det kan mærkes på det finansielle resultat, lyder det fra selskabet.

På trods af udfordringerne fastholder det omdiskuterede flyselskab alligevel sine forventninger til hele året.

Men Ryanair tilføjer dog, at briternes nej til EU kan betyde, at selskabet måske alligevel ikke kan leve op til egne forventninger.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV