Brexit og terror piller ikke ved legelysten i Legoland

Skrevet af admin

28/07/2016

Dagens topnyheder

Legoland-parkerne rundt om i verden klarede sig godt i første halvår af 2016.

Det fremgår af regnskabet fra den britiske ejer, Merlin Entertainment, der foruden Legoland også blandt andet ejer voksmuseerne Madame Tussauds.

Besøgs- og legelysten var så stor, at omsætningen i Legoland-parkerne steg med 11,1 procent i forhold til samme periode sidste år.

Samlet for Merlin Entertainment steg omsætningen med 5,3 procent til 573 millioner pund.

Selv om de sidste seks måneder udviklede sig godkendt for Legoland-ejerne, bliver der alligevel dryppet lidt malurt i bægeret.

- 2016 byder også på nye udfordringer. Som følge af en række terrorangreb er man nødt til at højne sikkerhedsniveauet, og det påvirker turismen i de store byer. Det er udfordrende på et allerede svært marked i London, siger administrerende direktør Nick Varney i en pressemeddelelse.

Merlin Entertainment skriver desuden i regnskabet, at det er for tidligt at sige noget om, hvordan briternes nej til EU kommer til at påvirke selskabets vækst på lang sigt.

/ritzau/