Brexit stjæler dagsorden på ministermøde i Luxembourg

Skrevet af admin

24/06/2016

Mest læste i dag

Udenrigsministre og andre repræsentanter for EU's medlemslande ankommer fredag til Luxembourg, hvor de mødes for blandt andet at forberede topmøde i næste uge.

Men den nye situation i EU efter briternes farvel stjæler al opmærksomheden.

En af de først ankomne er den slovakiske udenrigsminister, Miroslav Lajcak. Slovakiet overtager EU-formandskabet efter Holland 1. juli i en tid, som kan vise sig at blive yderst turbulent for det europæiske samarbejde.

- Vi respekterer de britiske vælgere. Men vi tror stadig, at den europæiske union er stærkere med Storbritannien. Nu bliver vi nødt til at reflektere over udfaldet af den britiske afstemning, og så er der hundredvis af praktiske spørgsmål, som skal besvares, siger han.

- Vi må ikke se på disse vælgere som udelukkende britiske stemmer, for EU-skepsissen vokser. Vi bliver nødt til at gøre det europæiske projekt mere attraktivt for borgerne og vinde støtten tilbage, siger Miroslav Lajcak, før han går ind til møde med sine kolleger.

Også den danske udenrigsminister, Kristian Jensen (V), deltager i mødet.

/ritzau/