Brexit udløser kaos hos britiske ejendomsfonde

Skrevet af admin

07/07/2016

Mest læste i dag

Den britiske folkeafstemning, der har startet processen med at trække Storbritannien ud af EU, har skabt tumult og kaos hos fonde, der er investeret i landets erhvervsejendomme. Flere har lukket dørene for at stoppe en flugt mod udgangen.

Det skriver flere internationale medier, inklusive Bloomberg News.

Frygten for et kollaps i det britiske ejendomsmarked, hvor specielt erhvervsejendomsmarkedet har været hedt, har fået investorer til at trække sig ud af de fonde eller investeringsforeninger, der er eksponeret mod markedet.

Men en massiv flugt mod udgangen gør det svært for fondene at give investorer deres penge tilbage, da de skal sælge ejendomme for at rejse pengene. Og et brandsalg af aktiver risikerer at udløse et bredt kollaps.

Derfor har indtil videre seks fonde med ejendomme for i alt 18 milliarder pund, 160 milliarder danske kroner, tvangslukket muligheden for at trække sig ud.

Senest har Aberdeen Asset Management, der har en fond med ejendomme for 3,2 milliarder pund, fortalt sine kunder, at værdien af deres indskud er nedskrevet med 17 procent, og at man først tager telefonen igen torsdag før middag.

Blackrock, verdens største kapitalforvalter, har hævet gebyret for at trække sig ud af dens fond for britiske ejendomme fra to til 5,75 procent.

- Over halvdelen af markedet for investeringer i ejendomme gennem fonde er nu frosset fast og vil fortsætte med at være det, til fondene kan rejse nok kontanter til at give investorer deres penge tilbage.

- For at gøre det skal de sælge ejendomme. Som alle husejere ved er det hverken en hurtig eller smertefri proces. Så jeg tror, fondene vil være lukket i månedsvis, siger senioranalytiker hos Hargreaves Lansdown Laith Khalaf til Reuters.

Det er ganske problematisk for investorer at være låst fast i en fond, da man så mister indflydelsen på, hvor meget man taber over tid.

/ritzau/