Brian Holm: Alpe d'Huez er et lille hyggeligt bjerg

Skrevet af admin

25/07/2015

Dagens topnyheder

2015-udgaven af Tour de France når sit klimaks, når næstsidste etape lørdag eftermiddag slutter på toppen af Alpe d'Huez.

Det legendariske bjerg med de 21 hårnålesving har en fremtrædende plads i international cykelsport, og for mange bjergryttere er det et af de mest attraktive steder at vinde.

Men det er ikke opstigningens sværhedsgrad, der har skabt myten om Alpe d'Huez.

- Det er sådan et lille, hyggeligt bjerg. De fleste turister kan køre over det uden at få hjerteslag, siger Brian Holm, sportsdirektør hos Etixx-Quick-Step.

Heller ikke hans kollega hos Trek, Kim Andersen, mener, der er nogen særlig grund til den ærefrygt, der omgiver bjerget.

- Alpe d'Huez er ikke et af de bjerge, man frygter. Der er andre bjerge, man er meget mere angst for. Mont Ventoux er eksempelvis langt hårdere, siger Kim Andersen

Lørdag skal rytterne - inden de kommer til opstigningen på Alpe d'Huez - over Col de la Croix de Fer. Det er også uden for kategori og anses generelt for at være en noget hårdere udfordring.

- Det, der gør Alpe d'Huez hårdt, er bjergene før. Når man er over andre bjergpas forinden, så er det klart, at man har ondt i stængerne, når man kommer dertil, siger Brian Holm.

Han mener, at den verdenskendte alpetop snarere har opnået sin berømmelse igennem hele det cirkus, der er uden om etaperne til Alpe d'Huez.

- Det er let at komme dertil, og der er altid en masse mennesker, mange af dem er fulde. Arrangørerne har også været gode til at lave en historie omkring bjerget, blandt andet ved at skrive vindernes navne i svingene, siger Brian Holm.

Da Tour de France senest var forbi Alpe d'Huez i 2013, var det franskmanden Christophe Riblon, der vandt.

/ritzau/