Brite snupper føringen på vej mod Nice

Skrevet af admin

12/03/2014

Mest læste i dag

Rytterne kørte for alvor cykelløb på den 201,5 kilometer lange fjerde etape af Paris-Nice fra Nevers til Belleville.

Hollænderen Tom Jelte Slagter (Garmin-Sharp) vandt etapen i et spurtopgør med waliseren Geraint Thomas (Sky).

En stigning knapt 20 kilometer før mål sørgede for at skære sprinterne fra, og kort før toppen af stigningen, der lå 12 kilometer før målstregen, stak Tom Jelte Slagter af fra feltet og fik følgeskab af Geraint Thomas.

Waliseren blev Team Skys bedste bud på en rytter til løbets samlede stilling, da sidste års vinder Richie Porte to dage før starten blev flyttet til det italienske etapeløb Tirreno-Adriatico.

Stigningen gjorde ondt på mange ryttere, deriblandt tyskeren John Degenkolb (Giant-Shimano), som kørte i løbets gule førertrøje.

Til gengæld var Jakob Fuglsang (Astana) længe synlig blandt de forreste. Han blev nummer 21 på etapen med et tidstab på kun fem sekunder. Tinkoff-Saxos Chris Anker Sørensen var i mål i anden forfølgergruppe 21 sekunder efter etapevinder Slagter.

Sørensen er nu Tinkoff-Saxos bedst placerede rytter, men dog stadig på en beskeden placering som nummer 52, næsten to minutter efter Geraint Thomas.

Holdkaptajn Rafal Majka punkterede kort før stigningen, og mistede fire minutter.

Matti Breschel (Tinkoff-Saxo) måtte forlade løbet undervejs på fjerde etape. Danskeren er stadig plaget af det styrt, som ramte ham i Qatar i februar.

- Matti har kørt tre etaper i højt tempo og hans rytme er god. Desværre har han fået større smerter i sin hånd, og på nuværende tidspunkt er det klogere at udgå, siger sportsdirektør Fabrizio Guidi i en pressemeddelelse.

- Løbskilometerne ville have været gode for ham, men han skal også kunne håndtere sin cykel. Så nu tager han hjem og træner, og så håber vi, at han bliver hurtigt klar, fortsætter sportsdirektøren.

Også den tidligere indehaver af førertrøjen, Gianni Meersman (Quickstep), udgik som følge af sit styrt tidligere i løbet.

Geraint Thomas fører løbet med tre sekunders forspring til John Degenkolb og fire sekunder til Tom Jelte Slagter. Løbet slutter søndag.

/ritzau/