Briter genåbner ambassade i Teheran: "Ræven vender tilbage"

Skrevet af admin

23/08/2015

Dagens topnyheder

Storbritannien åbner søndag sin ambassade i Irans hovedstad efter næsten fire års pause. Det sker i kølvandet på den internationale atomaftale, som briterne og fem andre verdensmagter i juli indgik med Iran.

Samtidig genåbner Iran sin ambassade i London søndag.

Det er næsten fire år siden, at demonstranter i Teheran raserede den britiske ambassade og brændte Union Jack og portrætter af den engelske dronning.

Det fik briterne til at lægge det officielle diplomati på køl og lukke ambassaden.

I denne weekend er Storbritanniens udenrigsminister, Philip Hammond, tilbage i Teheran for at genåbne ambassaden.

Han besøger hovedstaden sammen med en delegation af erhvervsledere, der skal mødes med ministre og forretningsfolk.

- Vores forhold er forbedret siden 2011. Fire år efter angrebet på den britiske ambassade, genåbner jeg den i dag, søndag, siger Hammond til nyhedsbureauet Reuters.

Han er den kun anden britiske udenrigsminister, der besøger Iran siden Den Islamiske Revolution i Iran i 1979.

På det seneste har Storbritannien arbejdet på at forbedre sit forhold til Iran, som har større naturgasreserver end Rusland.

Med indgåelsen af atomaftalen er det ventet, at der vil blive lempet på de internationale sanktioner mod landet, og det betyder, at en del internationale virksomheder står på spring for at gøre forretninger i Iran.

Det var netop de britiske sanktioner mod Iran, der oprindeligt var årsag til, at ambassaden lukkede tilbage i 2011, hvor den blev overrendt af demonstranter, der protesterede mod de ødelæggende sanktioner.

I første omgang bliver ambassaden bemandet af en chargé d'affaires. Senere følger en ambassadør.

Det samme er tilfældet med Irans ambassade i London, som også genåbner søndag.

Det forbedrede forhold mellem de to lande betyder dog ikke, at tilliden er fuldt ud genetableret.

Storbritannien kaldes jævnligt "Lille Satan" eller "Den gamle Ræv" i iranske statsmedier, og i forbindelse med bulletinen om, at briterne igen får ambassade i Teheran, kaldte det iranske nyhedsbureau Fars forleden nyheden for "Return of the Fox" (Ræven vender tilbage, red.).

Danmark har også en ambassade i Iran. Den var kortvarigt lukket i forbindelse med krisen om Jyllands-Postens Muhammed-tegninger, hvor den blev forsøgt stukket i brand i februar 2006.

/ritzau/