Briter i tusindvis holder solfest ved Stonehenge

Mange tusinder var natten til søndag samlet ved Stonehenge for at fejre årets længste dag, sommersolhverv.

Britisk politi skønner ifølge BBC, at 23.000 mennesker var mødt op for sammen at feste ved den forhistoriske stenkonstruktion, som stammer fra den tidlige stenalder.

Solhvervsfesterne går flere tusinde år tilbage, og de blev genoptaget i det 20. århundrede.

Stonehenge menes at være opført omkring 2000-3000 år før vor tidsregning, og stedet har været brugt som tempel, begravelsesplads eller astronomisk kalender.

Stenene siges at rumme magiske kræfter, og hvert år møder druider - keltiske oldtidspræster - og andre op ved Stonehenge til sommerfesten.

Sidste år var 36.000 mennesker samlet på pladsen i Salisbury Plains, der ligger knap 150 kilometer syd for London.

Solen stod op over Stonehenge søndag klokken otte minutter i fem, og festen forløb i en "positiv og fredelig" stemning, fortæller politiet.

Ni personer blev anholdt for at tage stoffer.

Sommersolhverv falder oftest 21. juni, men det kan også være 20. og 21. juni.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV