Briterne kaster deres første bomber i Syrien mod IS

Skrevet af admin

03/12/2015

Dagens topnyheder

Britiske fly har natten til torsdag dansk tid udført de første bombeangreb i Syrien, efter at parlamentet i Storbritannien sent onsdag vedtog at begynde at angribe den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat i det krigshærgede land.

Det oplyser det britiske forsvarsministerium ifølge BBC og nyhedsbureauet AFP.

Kort efter vedtagelsen i parlamentet i Storbritannien lettede fire Tornado-kampfly fra deres base i Cypern. Ifølge BBC vendte to af flyene tilbage lidt over tre timer senere - men uden de tre bomber, de hver især var udstyret med, da de lettede fra basen.

En talsmand fra forsvarsministeriet oplyser, at styrkerne er kommet tilbage fra "den første offensive operation over Syrien og har udført angreb".

Forsvarsministeriet ventes senere torsdag at komme med nærmere detaljer om, hvilke mål flyene har angrebet.

Britiske styrker har bombet i Irak i mere end et år, og premierminister David Cameron har længe presset på for, at indsatsen mod Islamisk Stat også skulle udvides til at omfatte Syrien.

Den britiske premierminister har især skærpet retorikken efter de blodige angreb 13. november i Paris. Islamisk Stat har påtaget sig skylden for angrebene, der kostede 130 mennesker livet.

Cameron har understreget, at bombardementer alene ikke vil kunne løse den syriske borgerkrig, der er inde i sit femte år. Men luftangreb vil kunne "nedbryde" krigerne fra Islamisk Stat, mener han.

Mens USA i længere tid har stået i spidsen for en koalition af lande, der bomber Islamisk Stat i både Irak og Syrien, er Storbritannien og Frankrig først begyndt at deltage i koalitionen i Syrien for nylig.

/ritzau/Reuters