Briterne kender journalisten Foleys drabsmand

Det britiske efterretningsvæsen mener nu at kunne udpege manden fra Islamisk Stat (IS), som på en video halshuggede den amerikanske journalist James Foley. Der skulle være tale om en tidligere rapper, som forlod sin familie sidste år, skriver den britiske avis Sunday Times.

Den maskerede mand, som taler engelsk med britisk accent, ses på den chokerende video, som IS tidligere på ugen lagde på nettet. Manden skal angiveligt være kendt blandt andre krigere under navnet Jihadi John.

Kilder i den britiske regering bekræfter, at efterretningstjenesterne MI5 og MI6 har identificeret drabsmanden.

Selv om kilderne ikke oplyser detaljer om manden, som de nu mener at have identificeret, er der en stærk mistanke om, at det drejer sig om den 23-årige tidligere rapper Abdel-Majed Abdel Bary.

Han forsvandt fra sine forældres hjem i Maida Vale i det vestlige London sidste år og har for nylig tweetet et billede af sig selv, hvor han holder et afhugget hoved i vejret.

Bary er en af de tre personer, som avisen Daily Telegraph tidligere på ugen udpegede som mulig kandidat til at være Foleys drabsmand.

Daily Telegraph skriver, at Bary taler med samme accent, har omtrent samme kropsbygning og samme hudfarve som den maskerede mand på videoen.

Britiske myndigheder vurderer, at omkring 500 briter er rejst til Irak og Syrien og har sluttet sig til den ekstreme, islamistiske organisation IS.

Gidsler, som er blevet løsladt efter at have siddet fængslet i Syrien, mener, at manden, som henrettede Foley, er af én af en gruppe på fire, som passede på fangerne. Manden blev kaldt John, og de fire gik under navnet The Beatles.

Den amerikanske freelancejournalist James Foley blev taget til fange af jihadister fra Islamisk Stat i det nordlige Syrien i november 2012. Tirsdag offentliggjorde bevægelsen en video af henrettelsen af journalisten.

/ritzau/NTB

Dagens Gossip