Briterne mistænker bombe på styrtet russisk fly

Skrevet af admin

04/11/2015

Dagens topnyheder

Den britiske regering siger, at et russisk fly, der styrtede ned i Egypten lørdag, 'meget vel kan have haft en bombe om bord'.

- Mens efterforskningen stadig er i gang, så kan vi ikke kategorisk sige, hvad der forårsagede det russiske flystyrt, siger premierminister David Camerons kontor i en erklæring.

- Men efterhånden som der er kommet flere og flere informationer, er vi i stigende grad bange for, at flyet meget vel kan være styrtet på grund af en bombe om bord, hedder det i erklæringen.

Som en sikkerhedsforanstaltning har den britiske regering besluttet, at fly, der skulle til Sinai onsdag aften, vil blive udsat, indtil britiske eksperter har foretaget sikkerhedsundersøgelser, hedder det videre.

I Kairo oplyste Egyptens Ministerium for Civil Luftfart, at der er blevet trukket data ud fra den ene af flyets to sorte bokse.

- De data, der er blevet trukket ud, er blevet vurderet, og en analyse er begyndt, siger ministeriet.

Ministeriet siger, at den anden sorte boks, der indeholder lydoptagelser fra cockpittet, er delvist beskadiget, og at det vil kræve meget arbejde at trække data ud fra den.

I Tyskland skriver nyhedsmagasinet Focus, at en eksplosion kan være sket i en af flyets motorer. Magasinet henviser til rapporter i den egyptiske havarikommission, som ikke er offentliggjort.

- En eksplosion i en motor kan have været årsag til, at det russiske passagerfly styrtede ned, siger den egyptiske havarikommission ifølge den tyske netudgave af nyhedsmagasinet Focus.

På Focus.de hedder det, at de foreløbige undersøgelser peger på en sådan eksplosion. Der er dog ingen oplysninger om, hvorfor motoren skal være eksploderet.

Passagerflyet - en Airbus A321 - styrtede ned med 244 om bord 23 minutter efter, at det var lettet fra den egyptiske ferieby Sharm-el-Sheikh ved Røde Havet på vej til Sankt Petersborg.

Eksperter siger, at det faktum, at vragdele og lig var spredt ud over et stort område, er tegn på, at flyet er revet fra hinanden i luften. Det er en sjælden begivenhed, men ikke uden fortilfælde.

/ritzau/Reuters