Briterne slutter sig til luftangreb på Islamisk Stat

Skrevet af admin

26/09/2014

Dagens topnyheder

Et stort flertal i Storbritanniens parlament har ved en afstemning godkendt, at briterne kan deltage i luftbombardementer af militante fra Islamisk Stat (IS) i Irak.

524 af Underhusets medlemmer stemte for britisk deltagelse i luftangreb i Irak, mens 43 stemte imod regeringens forslag, som udelukker indsættelsen af britiske landtropper.

Storbritanniens premierminister, David Cameron, advarede inden afstemningen om, at den militære indsats mod Islamisk Stat kan trække ud i årevis, men han opfordrede Underhuset til at bakke op om de USA-ledede luftangreb i Irak.

- Operationens kendetegn bliver "tålmodighed og vedholdenhed, ikke chok og ærefrygt", siger han.

Alligevel fik Cameron stor opbakning i parlamentet, som for omkring et år siden satte en kæp i hjulet på regeringens planer om at deltage i luftangreb på Assad-regimet i Syrien.

Den britiske mission er da også udelukkende begrænset til Irak og dermed på linje med den planlagte danske deltagelse i kampen mod IS. Den danske regering har fredag fået bred opbakning i Folketinget til at sende syv kampfly på vingerne for at stække Islamisk Stat.

Debatten om en ny Irak-mission er følsom i Storbritannien, hvor mange husker den dybt upopulære invasion af Irak i 2003 under daværende premierminister Tony Blair.

Ifølge Cameron er situationen dog helt anderledes, og regeringen har understreget, at man ikke vil stemme om at sende kamptropper, der skal operere på landjorden.

- Dette er ikke 2003, men vi må ikke bruge fortidens fejltagelser som undskyldning for ligegyldighed eller passivitet, siger han.

Seks britiske Tornado-kampfly står klar i Cypern til at indlede luftangreb på IS allerede få timer efter afstemningen.

Militante fra IS har halshugget en britisk hjælpearbejder og to amerikanske journalister. Desuden holder den militante bevægelse to andre briter fanget.

Det drejer sig om John Cantlie og Alan Henning, hvoraf sidstnævnte i en video er blevet udpeget som det næste offer.

/ritzau/Reuters