Briternes nej til Syrien-indsats afskrækker ikke Obama

Barack Cbama vil med udgangspunkt i amerikanske interesser beslutte, hvad der skal gøres i forhold til det syriske regime, som ifølge den amerikanske regering står bag et dødbringende giftangreb på sin egen befolkning, oplyser Det Hvide Hus.

»Præsident Obamas beslutning vil blive taget på baggrund af, hvad der er i USAs interesse. Han mener, at der er vigtige interesser på spil for USA, og at lande, som bryder de internationale normer omkring kemiske våben skal holdes til ansvar,« udtaler Caitlin Hayden, talskvinde for Det Hvide Hus i en pressemeddelelse.

Trods afstemningsresultatet i Storbritannien vil Washington fortsat diskutere sagen med briterne, skriver Reuters.

»Vi har noteret resultatet af parlamentets afstemning i Storbritannien i aften. USA vil fortsat konsultere den britiske regering - en af vores nærmeste allierede og venner,« siger Caitlin Hayden.

Afstemningen i Storbritannien var relativt tæt, idet 285 af de folkevalgte stemte nej til et indgreb i Syrien, mens 272 stemte for. Premierminister David Cameron peger imidlertid på, at afstemningen taler et tydeligt sprog, og han lover at respektere resultatet.

»Det står klart for mig, at parlamentet afspejler det britiske folks vilje og ikke ønsker at se militær handling. Det forstår jeg, og regeringen vil handle i henhold til dette,« siger premierministeren ifølge AFP.

Den britiske regering har tidligere på ugen åbnet op for et indgreb i Syrien uden om FN ud fra begrundelsen om, at det var nødvendigt efter det formodede giftgasangreb i sidste uge.

FNs våbeninspektører har efterfølgende undersøgt de forstæder til den syriske hovedstad Damaskus, hvor angrebet skal have fundet sted, men deres endelige rapport foreligger endnu ikke.

FN er lammet i forhold til et indgreb i Syrien, fordi Rusland og Kina, der begge er permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet, blokerer for et FN-ledet indgreb.

Dagens Gossip