Britisk avis anbefaler briter at blive i "udemokratisk" EU

Skrevet af admin

18/06/2016

Dagens topnyheder

Den britiske avis The Times melder nu kulør og anbefaler briterne at stemme for at blive i EU ved næste uges afstemning.

- Derfor er det bedst for Storbritannien at blive, skriver den over 200 år gamle avis på forsiden lørdag fem dage inden afstemningen om fortsat britisk EU-medlemskab.

- Det bedste udfald af næste uges folkeafstemning vil være en ny alliance af suveræne EU-stater, der er dedikerede til frihandel og reformer, lyder det blandt andet på lederplads i The Times.

Tidligere har også The Economist og Financial Times anbefalet et "ja", mens The Sun, Storbritanniens bedst sælgende avis, anbefaler briterne at forlade EU for at blive herre i eget hus.

Både The Times og The Sun ejes af den australske mediemogul Rupert Murdoch.

At stemme for at blive i EU vil ifølge The Times "være en pragmatisk frem for entusiastisk beslutning," og avisen kritiserer samtidig EU for at være en "udemokratisk" institution.

Alligevel er der flere fordele ved at blive i EU, mener The Times.

- At stemme for brexit er uden for enhver tvivl mere økonomisk usikkert end at blive.

- Vi mener, at Storbritannien vil være bedre stillet ved at sætte sig i spidsen for en fornyet omgang reformer inden for EU snarere end at starte på en frisk uden for EU, lyder det videre i lederen.

Meningsmålinger har den seneste tid vist, at et flertal støtter et Storbritannien uden for EU-samarbejdet.

Alligevel anser bookmakerne det fortsat for mest sandsynligt, at briterne på valgdagen stemmer for at blive i det europæiske samarbejde.

/ritzau/