Britisk avis: Sky kan droppe Wiggins til Touren

Den britiske avis Daily Mail skriver, at Wiggins gør så langsomme fremskridt efter den brystinfektion og knæskade, som han pådrog sig i Giroen, at Sky-ledelsen ikke længere  er sikre på, at Wiggins overhovedet vil være i stand til at agere hjælperytter for Chris Froome. Derfor, skriver Daily Mail, spekulerer Sky-bossen Sir Dave Brailsford i at droppe Wiggins til Touren.

Det var ellers planen, at Wiggins skulle have gjort comeback i Criterium du Dauphiné, der starter på søndag. Men Froome tager af sted uden Wiggins til det franske løb. Det andet Tour-optaktsløb, Schweiz Rundt, starter godt en uge senere, den 8. juni.

En talsmand fra Sky fortæller dog, at holdet til den schweiziske rundtur først offentliggøres i starten af næste uge. Talsmanden siger også, at der ikke er taget nogen beslutning i forhold til den endelige Tour-trup endnu. 

Skulle både Wiggins og Froome blive udtaget til Touren, vil der utvivlsomt blive udkæmpet et mere eller mindre offentligt slag om kaptajnrollen på Team Sky. Bliver det tilfældet, er der vist ingen tvivl om, hvor førsteløjtnanten Richie Porte lægger sin loyalitet.

Australieren bor næsten dør om dør med Froome i Monaco, de er gode venner privat og har senest været på træningstur på Tenerife sammen. I et blogindlæg fra fredag på cyclingnews.com udtrykker Richie Porte da også sin store beundring for Chris Froome.

- Jeg ved vel lige såvel som alle andre, hvor Froomie (Chris Froome, red.) står, og for mig ser det ud til, at han er meget stærk mentalt. Selv når han er træt, formår han at køre de watt, som han gerne vil. Når vi bare kører, er han sit normale jeg. Men hvis vi skal bestille noget, levere en indsats, trykker han lige på kontakten, og så ville jeg ikke ønske at køre i mod ham, lad mig sige det på den måde. Han er en meget motiveret mand. Han er i god form, og når du er i sådan en form, er du helt sikkert i betragtning til både Touren og Dauphiné.   

Dagens Gossip