Britisk finansminister kaster sparekniven mod miljøområdet

Skrevet af admin

09/11/2015

Mest læste i dag

Storbritanniens konservative regering har bebudet nedskæringer i statens udgifter, og mandag vil finansminister George Osborne sætte navn på de ministerier, som i første omgang får deres budgetter skåret til.

Målet med besparelserne er at få vendt underskuddet på det britiske statsbudget til et plus i 2020. Planen er at finde besparelser på 37 milliarder pund eller omkring 370 milliarder kroner.

- Hvis vores land ikke får nedbragt underskuddet, så vil underskuddet kunne bringe landet ned, vil Osborne sige mandag ifølge det uddrag af talen, som flere medier har fået.

Transport-, finans- og miljøministerierne kommer til at stå for skud for en stor del af besparelserne - omkring 20 milliarder pund, fremgår det af uddraget.

Desuden vil Osborne spare 12 milliarder pund på velfærdsydelser. Dertil kommer et forventet bidrag til statskassen på fem milliarder pund fra ændringer af skattelovgivningen.

Tunge udgiftsområder som sundhed, uddannelse og forsvar er på forhånd blevet fredet for besparelser.

George Osborne har styret statsfinanserne siden 2010, og han anses som favorit til at afløse premierminister David Cameron som leder af Det Konservative Parti ved næste parlamentsvalg i 2019.

Lykkes det for Osborne at få rettet op på ubalancen i statsbudgettet, kan det styrke hans chancer for at ryge helt til tops i partiet, skriver nyhedsbureauet Reuters. Hans mål er, at der i 2020 skal være et overskud på ti milliarder pund på statens budget.

Kritikere af Osborne mener, at han med sin spareiver forhindrer den britiske økonomi i at folde sig helt ud.

Finansministeren regner i indeværende budgetår med at nedbringe budgetunderskuddet til 69,5 milliarder pund. Det svarer til 3,7 procent af bruttonationalproduktet (BNP).

I finansåret 2014/15 udgjorde underskuddet 4,9 procent af BNP.

/ritzau/Reuters