Britisk forsvarschef: Syrisk flyveforbudszone vil føre til krig

Storbritannien er en del af de internationale bestræbelser på at vælte præsident Bashar al-Assads regime, og landet har lovet at forsyne de syriske oprørsgrupper med udstyr til at beskytte dem mod angreb med kemiske våben. Manglende international konsensus og splittelse blandt oprørsstyrkerne har imidlertid gjort det vanskeligt at finde en militær løsning, siger David Richards.

»De allierede (vestlige lande, red.) har forskellige syn på vejen frem. Forståeligt nok er der udbredt modvilje mod at se vestlige støvler betræde jorden et sted som Syrien,« siger David Richards.

I interviewet med The Daily Telegraph advarer den 61-årige afgående forsvarsleder om konsekvenserne af en flyveforbudszone, som det i juni forlød, at USA ønsker at indføre over Syrien.

»Hvis du søger væsentlig indflydelse på det syriske regimes handlinger, som nogle gør, så er en flyveforbudszone som sådan utilstrækkelig,« siger han i interviewet.

»Du er nødt til at etablere en zone på jorden. Du er nødt til at sætte deres luftforsvar ud af spillet. Du skal også sikre, at de ikke kan manøvrere - hvilket betyder, at du er nødt til at sætte deres kampvogne ud af spillet, og deres pansrede mandskabsvogne, og alle de andre ting, der rent faktisk gør skaden. Hvis du ønsker at få den afgørende effekt, som folk søger, er du nødt til at være i stand til at ramme mål på jorden, og så vil du være nødt til at gå i krig,« tilføjer David Richards.

David Richards fratræder torsdag efter en mere end 40 år lang karriere inden for militæret.

Mere end 100.000 syrere er blevet dræbt siden opstanden mod det syriske regime brød ud i marts 2011.

BNB

Dagens Gossip