Britisk gidsel befriet fra al-Qaeda i Yemen

Skrevet af admin

23/08/2015

Dagens topnyheder

Soldater fra De Forenede Arabiske Emirater, der er udstationeret i havnebyen Aden i Yemen, har befriet et britisk gidsel, som har været fange hos al-Qaeda, skriver det statslige nyhedsbureau WAM i Yemen ifølge Reuters.

Gidslet, der har været forsvundet siden februar 2014, er blevet fløjet til Abu Dhabi i et militærfly.

Abu Dhabis kronprins Mohammed bin Zayed al-Nahyan underrettede sent lørdag den britiske premierminister, David Cameron, om befrielsen af gidslet, skriver WAM.

Befrielsen er bekræftet af den britiske udenrigsminister Philip Hammond.

- Det er mig en glæde at bekræfte, at et britisk gidsel i Yemen er befriet af styrker fra De Forenede Arabiske Emirater ved en militær efterretningsoperation, siger Hammond i en erklæring søndag.

Hammond siger, at gidslet er "i sikkerhed og ved godt helbred".

Personens navn er ikke blevet offentliggjort, og der er ikke oplyst yderligere detaljer om omstændighederne ved befrielse.

Regeringsstyrker i Yemen, der støttes af en saudiarabisk-ledet koalition, har vundet terræn i den seneste tid mod iransk-støttede Houthi-oprørere, der i sidste måned blev tvunget ud af havnebyen Aden, der er Yemens næststørste by.

Regeringsstyrkerne støtter Yemens eksil-regering.

Konflikten har kostet mindst 4500 mennesker livet - mange af dem civile.

Sidste år blev den britiske lærer Mike Harvey frigivet af gidseltagere i Yemen efter langvarige forhandlinger. Han blev holdt som gidsel i fem måneder.

Militante fra al-Qaeda, der er blevet stærkere under konflikten mellem regeringsstyrkerne og Houthi-oprørerne, vandt søndag kontrol over et distrikt i Aden og hejste deres flag over området. Iagttagere siger, at det måske er en af de vigtigste sejre for al-Qaeda i landet.

De udenlandske soldater har siden marts kastet bomber i Yemen mod Houthi-militsen i et forsøg på at få genindsat præsident Abd-Rabbu Mansour Hadi, der flygtede til Riyadh, da oprøret i Yemen brød ud.

Konflikten har drevet cirka 1,3 millioner mennesker på flugt, siger FN.

/ritzau/Reuters