Britisk medie: USA lyver om Osama bin Ladens død

Skrevet af admin

11/05/2015

Dagens topnyheder

USA's forklaring om, hvordan det lykkedes elitesoldater at slå Osama bin Laden ihjel, er løgnagtig.

Det konkluderer Seymour Hersh, der er en af USA's mest berømte undersøgende journalister.

Han har talt med amerikanske og pakistanske efterretningskilder, der bekræfter, at forløbet frem til Osama bin Ladens død var helt anderledes end den version, som præsident Barack Obama og hans folk præsenterede i dagene efter drabet på al-Qaeda-lederen 2. maj 2011.

- Det Hvide Hus' historie kunne lige så godt have været skrevet af Lewis Carroll, skriver han med henvisning til forfatteren bag romanen "Alice i Eventyrland".

Hans afsløringer står at læse i det kommende nummer af London Review of Books. Og det er mildest talt en anden historie, han fortæller.

Den mest åbenlyse løgn er ifølge Hersh, at Pakistans to øverste officerer, General Parvez Kayani og lederen af efterretningstjenesten ISI, general Ahmed Shuja Pasha, aldrig blev informeret om det amerikanske angreb i kasernebyen Abbottabad, hvor Osama bin Laden boede i et hus.

For ISI havde allerede i 2006 tilbageholdt Osama bin Laden i Hindu Kush-bjergene.

Den berygtede terrorleder blev installeret i huset i Abbottabad under beskyttelse af ISI, der brugte ham til at holde sig opdateret om al-Qaeda og Taliban.

- Bin Laden havde været ISI's fange i bygningen i Abbottabad siden 2006. Kayani og Pasha kendte på forhånd til angrebet (i maj 2011) og havde sikret sig, at de to helikoptere kunne føre (Navy) Seals-soldaterne gennem pakistansk luftrum uden at udløse en alarm, skriver Hersh.

USA har også sagt, at det var udspionering af Osama bin Ladens kurerer, der førte CIA på sporet af ham. Men det passer ikke, siger en efterretningskilde. Oplysningen fik USA i 2010 af en pensioneret pakistansk efterretningsmand.

Og Osama bin Laden blev ikke bisat fra et amerikanske hangarskib umiddelbart efter sin død. CIA forsvandt med hans lig i Afghanistan, skriver Hersh.

/ritzau/