Britisk minister afviser besøgsforbud for Donald Trump

Skrevet af admin

09/12/2015

Mest læste i dag

USA's republikanske præsidentkandidat Donald Trump bør ikke få forbud mod at besøge Storbritannien.

Det siger den britiske finansminister, George Osborne, onsdag.

Hans udtalelse kom, efter at det kom frem, at flere end 100.000 mennesker i Storbritannien har skrevet under på en erklæring, hvori de kræver, at Trump forbydes indrejse i England, Skotland, Wales og Nordirland.

Først på aftenen var tallet steget betydeligt. Da havde 230.000 skrevet under på, at de ikke vil se Trump på de britiske øer.

Donald Trump er blevet stærkt kritiseret, efter at han mandag foreslog, at alle muslimer midlertidigt skal nægtes indrejse til USA efter skyderiet i San Bernardio i Californien, hvor to muslimer dræbte 14 mennesker.

- Det er tydeligt for alle, at hadet (fra muslimer, red.) er uden for fatteevne. Hvor dette had kommer fra og hvorfor, må vi finde ud af, lød det fra Trump.

- Indtil vi kan fastslå og forstå dette problem og den farlige trussel, det udgør, skal vores land ikke være offer for forfærdelige angreb fra mennesker, som tror på jihad, og som ikke har nogen fornuft eller respekt for menneskeliv, fortsatte han.

Men et forbud mod den amerikanske rigmand er ikke den rigtige vej at gå, mener den britiske finansminister.

- Jeg tror, den bedste måde at konfrontere Donald Trumps synspunkter er ved at engagere ham i en demokratisk diskussion om, hvorfor han er helt forkert på den i forhold til muslimer, siger George Osborne ifølge Reuters.

Donald Trumps udtalelser kom, dagen efter at præsident Barack Obama i en tale til nationen opfordrede amerikanerne til ikke at lade deres frustration over angrebet i San Bernardino gå ud over muslimer i landet.

/ritzau/