Britisk nej til angreb spiller ingen rolle for Venstre

»Nogle gange siger Frankrig nej, andre gange siger Storbritannien nej. Det ændrer ikke på Venstres indstilling. Vi mener det samme i dag, som vi mente i går,« fastslår udenrigsordfører Søren Pind (V).

»Hvad Storbritannien foretager sig af indenrigspolitiske årsager, det er sagen uvedkommende,« siger V-ordføreren, der betragter den internationale situation som uforandret efter det britiske nej.

»Det afgørende bliver nu, hvordan regeringen vil reagere. Vil den fastholde sin linje eller ændre kurs? Det mangler vi at få at vide, og derfor er der brug for, at statsminister Helle Thorning Schmidt (S) melder sig på banen med en klar melding om, hvad regeringens politik er,« siger Søren Pind.

Afstemningen i det britiske underhus var et knebent, men ikke desto mindre et vigtigt og symbolsk nederlag til premierminister David Cameron. 285 folkevalgte stemte imod britisk deltagelse, mens 272 stemte for. Ifølge Cameron selv sender afstemningen et klart signal, og han vil derfor tage resultatet til efterretning.

»Det står klart for mig, at parlamentet afspejler det britiske folks vilje og ikke ønsker at se militær handling. Det forstår jeg, og regeringen vil handle i henhold til dette,« siger premierministeren ifølge AFP.

Briternes nej giver stof til eftertanke hos formanden for Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, Mette Gjerskov (S), der dog ikke vil spekulere i, om Danmark er klar til at gå med i en aktion uden Storbritannien.

»Det er temmelig hypotetisk på nuværende tidspunkt. Det vigtigste er at sige, at Danmark selv beslutter, hvad Danmark vil, hvis der måtte komme en henvendelse, og den er stadig ikke kommet,« siger Mette Gjerskov.

Dagens Gossip