Britisk parlament afviser Syrien-angreb

Den symbolske afstemning endte relativt tæt, idet 285 folkevalgte stemte imod britiske deltagelse, mens 272 stemte for. Cameron selv peger imidlertid på, at afstemningen sender et klart signal, og han vil derfor tage resultatet til efterretning.

»Det står klart for mig, at parlamentet afspejler det britiske folks vilje og ikke ønsker at se militær handling. Det forstår jeg, og regeringen vil handle i henhold til dette,« siger premierministeren ifølge AFP.

Reuters kalder premierministerens nederlag for »ydmygende« og skriver, at det kan skade den konservative leders håb om at blive genvalgt i 2015. Samtidig kan det skade det stærke forhold mellem USA og Storbritannien, lyder analysen fra nyhedsbureauet. Ifølge politiske kommentatorer er det første gang siden 1782, en britisk premierminister lider nederlag i en afstemning om krigsdeltagelse.

Den britiske forsvarsminister siger efter afstemningen, at han tror, at USA, der er en vigtig allieret, vil være skuffet over, at briterne ikke involverer sig. Det britiske nej vil desuden ikke holde amerikanerne tilbage i forhold til et angreb, lyder hans analyse.

»Jeg forventer ikke, at manglen på britisk deltagelse vil stoppe nogen form for handling,« siger forsvarsminister Philip Hammond,

»Det vil helt sikkert lægge pres på vores særlige forhold til USA«, forklarer han desuden til BBC.

En talskvinde for Det Hvide Hus meddeler, at nyheden om briternes nej er nået til USA. Her overvejer Barack Obama og hans rådgivere stadig, hvad USA kan gøre i forhold til Syrien,

»Præsident Obamas beslutning vil blive taget på baggrund af, hvad der er i USAs interesse. Han mener, at der er vigtige interesser på spil for USA, og at lande, som bryder de internationale normer omkring kemiske våben skal holdes til ansvar,« udtaler Caitlin Hayden i en pressemeddelelse.

Den britiske regering åbnede tidligere på ugen op for et indgreb i Syrien uden om FN ud fra begrundelsen om, at det var nødvendigt efter et formodet giftgasangreb i sidste uge.

FNs våbeninspektører har efterfølgende undersøgt de forstæder til den syriske hovedstad Damaskus, hvor angrebet skal have fundet sted, men deres endelige rapport foreligger endnu ikke.

FN er lammet i Syrien-spørgsmålet, fordi Rusland og Kina, der begge er permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet, blokerer for et FN-ledet indgreb.

Mens Vesten foreløbig ikke kan blive enig om, hvad der skal ske i Syrien, er har landets præsident og hans regeringsstyrker i gang med at forberede sig på et militært angreb. Regeringshæren har flyttet adskillige Scudraketter og affyringsramper i sikkerhed fra en base i det nordlige Damaskus, skriver Reuters.

Dagens Gossip