Britisk politiker besøger Danmark for at støtte DF

Skrevet af admin

16/06/2015

Dagens topnyheder

Den EU-kritiske og britiske politiker Daniel Hannan besøger tirsdag Danmark for at støtte Dansk Folkeparti i valgkampen og sætte fokus på EU-debatten.

Skepsis over for EU er et af kernepunkterne, der binder den konservative EU-parlamentariker sammen med Dansk Folkeparti, som har inviteret ham.

Han vil blandt andet minde danskerne om, at DF var imod at indføre euroen i Danmark ved folkeafstemningen i 2002.

- Dansk Folkeparti fik ret. De fik ret omkring Maastricht-traktaten, siger Daniel Hannan og påpeger, at partiet har udviklet sig meget:

- Tidligere var folk nærmest flove over at indrømme, at de støttede partiet. Det blev anset som et parti på kanten. Men sådan er det ikke længere. Nu bliver det anset som et seriøst parti.

På linje med det partifællen Ashley Fox tidligere har meldt ud, vil Hannan være "begejstret" for en blå regering med ministerposter til DF, men understreger, at det er op til de danske vælgere.

Hannan, som er generalsekretær i ECR-gruppen i parlamentet, talte også sidste år for at indlemme DF i sin gruppe, hvor den britiske premierminister David Camerons konservative parti også sidder.

Han sammenligner skepsis over for EU i Danmark med den i Storbritannien, hvor Cameron har lovet en folkeafstemning om briternes EU-medlemskab inden udgangen af 2017.

Camerons plan om at ændre i EU's traktater i forbindelse med en folkeafstemning, kræver imidlertid opbakning fra de andre medlemslande.

Hvis valget falder ud til en blå regerings fordel, forventer Hannan ikke nødvendigvis, at den nye regering støtter Camerons planer.

- Vi er venner og allierede, men det er ikke grunden til, at I skal støtte os. I skal gøre, hvad der er rigtigt for Danmark, siger han og påpeger:

- Jeg tror, at der er en naturlig alliance baseret på fælles værdier snarere end et land, der gør et andet land en tjeneste.

/ritzau/